Indlæg tagget med ‘radiokanal’
Vi mener om TV2
Det der nu sker med TV2, har vi jo alle set komme.
De startede en radiokanal på trods af, at flere havde forsøgt det i vores land uden større held.
For 20 år siden blev det besluttet, at hovedsædet for TV2 skulle være Odense. Hvorfor så det store byggeri på Teglholmen i København?
Det politiske forlig, der nu er indgået omkring TV2, har som politikkerne udtrykker det, været nødvendigt for at undgå konkurs. Det kan der da være meget fornuft i, men indholdet i forliget er ikke godt nok. Nu må det besluttes endeligt, hvad vi vil i Danmark med TV2.
Skal det være en public servicestation, eller skal det være en privat virksomhed?
Når der vælges en løsning som siger, at bare du har en tagantenne, så skal du ikke betale for at modtage TV2- men hvis du bor et sted, hvor der er en fællesantenneforening, og du modtager andre betalingskanaler, så skal du betale – så vil det sige, at TV2 ikke ved, om de er en privat virksomhed eller en offentlig public service station.
Hvis TV2 skal overleve, så må stationsledelsen og kulturministeren bestemme sig for, om TV2 skal være en privat forretning eller en must carry station med de forpligtigelser, det medfører. Det vil sige, at de som alle andre offentlige virksomheder må have en ansvarlig ledelse, der har styr på økonomien, og som er i stand til at sende tv programmer med et bredt og alment indhold med hensyntagen til de lidt smallere interesser.
Et arbejde indenfor de rammer som vi politisk mener, der skal arbejdes.
Hvad nu, hvis EU ikke godkender den underlige løsning, som alle mener ikke er den rigtige, og som heller ikke en særlig god, hvad så?
Lea Rosfort
Formand.