ARF’s regioner
ARF's kredse
Arkivet

TV 2 Østjylland

Af direktør Peter Kramer TV2 Østjylland.
 
Søndag d. 1. november kommer der en ny tv-kanal i luften, Kanal Østjylland, der samler en række helt nye tilbud til landets tv-seere, der alle har én ting fælles: det er tv om Østjylland, lavet af folk fra Østjylland med en stor målgruppe: borgerne i Østjylland.

TV2 ØSTJYLLAND sender hver aften på den nye tv-kanal fra kl. 20 – 21 – samtidig bevarer vi alle de sendetider, vi har i dag på TV 2, så det er en voldsom udvidelse af vores regionale sendetid. Først og fremmest bliver der premiere på et nyt magasinprogram, ”Go aften Østjylland” med aktuelle gæster, spændende temaer og heftige debatter – det bliver Østjyllands største kulturforum og forhåbentlig et velkomment alternativ til alle de amerikanske tv-serier eller letkøbt underholdning, der normalt præger sendetiden fra kl. 20. Herudover bliver der i tiden fra kl. 20 til 21 plads til politisk debat, arbejdplads-programmer, portrætter og meget andet – men med en fællesnævner: Østjylland.

Det nye lokale sendesamvirke har ligeledes valgt TV 2 ØSTJYLLAND til at stå for afviklingen af hele den nye kanal. Det er en opgave, vi glæder os til, fordi sendesamvirket samtidig har sagt ja til vores ambition med Kanal Østjylland: en ambition der betyder, at vi alle udviser fleksibilitet, åbenhed og vilje til kompromis for at sikre østjyderne det bedst mulige fjernsyn.

Vi satser på at give kanalen en fælles identitet, som man kan genkende og huske. Vi satser også på, at alle udvider fleksibilitet således, at der kan flyttes rundt på sendetiden, hvis der en dag i løbet af året f.eks. er begivenheder, der gør, at en lokal tv-station har interesse i at sende mere end oprindelig planlagt.

Af helt underlige politiske grunde er der givet sendetilladelser til aktører, der intet har at gøre med Østjylland – og som sikkert heller ikke sender tv fra Østjylland. Tidligere har vi f.eks. oplevet religiøse tv-stationer, der har sendt gudstjenester fra Uppsala i deres lokale sendetid. Vi ved også, at f.eks. Ringkøbing kommune har fået sendetid for at fortælle, hvos dejligt der er derude vestpå.

Det er der, men det er bare ikke en opgave for en lokal tv-station i Østjylland at være reklamesølje for en vestjysk kommune med tilflytterproblemer.

Den slags vil vi forsøge at få standset, men det kræver politisk benarbejde, som bl.a. lytter – og seerorganisationerne kan hjælpe os med. Hjælp os med at gøre Kanal Østjylland til en god og en regional/lokal tv-kanal! Tanken er tænkt som en smuk og demokratisk ambition – nu skal tanken gøres til virkelighed.

Peter Kramer

Direktør, TV 2 ØSTJYLLAND

Skriv en kommentar